Papir. Tyndt, hvidt, tomt, og ubetydeligt. Det var det jeg var, intet andet end et stykke papir. Der lå jeg på gulvet endnu engang. Nu var det sket igen. Er det rigtig eller forkert? Hvad er snart rigtig og forkert mere. Har alle en hemmelighed ligesom mig? En man aldrig må fortælle til en anden sjæl. Men hvorfor må man ikke det? Hvis alle har det ligesom mig, hvis det er så normalt. Jeg siger det ikke til nogen, jeg tør ikke.
Jeg kom hjem fra skole. Jeg var glad, for det havde været en god dag. Jeg løb ind i stuen for at finde far, men han var der ikke. Det var han aldrig. Hun sad der, kiggede på mig og smilede mens hun kaldte mig hen til hende. Hun kyssede mig og lod sin hånd glide langsomt ned af min ryg. Imens det skete greb angsten mig igen og jeg stivnede. Hun tog mig i hånden og førte mig op på badeværelset. Jeg skulle have et bad, inden vi skulle af sted. Jeg fik ikke selv lov til at tage tøjet af. Jeg var en stor pige nu, og jeg kunne sagtens selv, men det mente hun ikke. Mens vandet løb ned over min krop betragtede hun mig, og holdt øje med hver eneste lille bevægelse jeg gjorde. Jeg er ikke god til at vaske mig. Hun siger altid, at jeg aldrig får vasket ordentlig de vigtige steder, så der hjælper hun til. Det er ikke rart. Jeg kan ikke lide vand. Da jeg var mindre, sagde min far altid at jeg var en rigtig vandhund. Jeg plaskede rundt i strandvandet og hyggede mig. Men jeg kan ikke lide vand mere.
Nu var jeg endelig færdig. Jeg skulle have en rød kjole på. Den strammede, og jeg havde ikke lyst til at have den på, men jeg sagde ikke noget. Da vi havde sat os ud i bilen og kørte af sted, så jeg de andre børn lege udenfor. En af drengene fra min klasse spillede fodbold med sin far. En af de andre piger på vejen sad og legede med sine dukker på et tæppe, mens hendes mor kom ud med smurte boller og saftevand. Jeg var sulten, så jeg spurgte hende forsigtig og så pænt jeg kunne, om jeg ikke nok måtte få noget af spise. Jeg havde intet fået hele dagen.
Da jeg kom til mig selv igen, sveg det. Jeg kunne se i spejlet i skyggeklappen, at min kind var helt rød. Resten af turen sagde jeg ingenting.
Vi nåede frem efter en time. Jeg havde været her mange gange før, så jeg genkendte tydeligt ansigtet i døren, da den blev åbnet. Langsomt begyndte min krop at ryste, og jeg havde ingen kontrol over det. Værelset var stort med en stor himmelseng i midten. Den var overtrukket med et stort rødt velour sengetæppe. Belysning var dæmpet og en stank af stærk parfume bredte sig i hele værelset. Vinduerne var dækket til, så intet lys kunne slippe igennem.
Hun snakkede med ham lidt, fik pengene og så kom hun over til mig og nev mig i kinden. Jeg vidste hvad det betød. Jeg stod midt i rummet og ventede. Han gik over til stereoanlægget og satte en sang på som jeg ikke kendte. Derefter satte han sig på sengen og gav tegn til jeg skulle komme derover, ved at klappe to gange på sit lår.
Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg kunne ikke mere. Jeg prøvede at sige stop, men ingen hørte mig. Han ville ikke hører efter. Han blev ved. Jeg kunne ikke skrige, og hvis jeg gjorde ville ingen hjælpe mig alligevel. Det gjorde ondt i min mund nu, og jeg kunne ikke få vejret. Mit hoved blev holdt nede og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at miste synet. Jeg troede jeg skulle dø. Måske var det bedst, hvis jeg bare døde. Vi havde tit snakket om engle og gud i skolen. Min lærer fortalte mig, at hvis man bare var sød, skulle man nok komme i himlen. Det skulle være det smukkeste sted, som så ud, præcis som man ville have det. Alle ville være søde ved en, når man kom derop. Man skulle aldrig være ked af det. Jeg lukkede øjnene. Det var nu.
Der var blod over alt og et gennemtrængende skrig fyldte rummet. Jeg hev efter vejret og mit syn blev nu helt klart igen. Jeg gik i panik og løb ud af værelset, ned af trappen, ud af døren og ud på vejen. Jeg tænkte ikke på, hvor jeg løb hen. Jeg blev bare ved med at løbe. Efter et stykke tid kunne mine ben ikke bærer mig længere, og jeg blev nødt til at standse. Kun iført mine underbukser gik jeg ned af en sti, til jeg kom til en bænk. Jeg satte mig og begyndte at græde igen. Hundredvis af tanker strøg gennem hovedet på mig. Hvor var jeg? Hvor var far? Hvordan skulle jeg nogensinde komme hjem? Kunne jeg overhovedet komme hjem? Hun var der jo. Hun ville vente på mig og det ville ikke blive rart. Jeg begyndte at ryste over det hele og billederne fra værelset blev ved med at dukke op i mit hoved. Jeg spyttede og en blanding af spyt og blod landede på jorden. Jeg lagde mig på bænken og krøllede mig sammen. Trak mine ben så langt ind til mig som muligt.
De første slag var de slemmeste. Efter dem var min krop nærmest følelsesløs, så de sidste slag mærkede jeg slet ikke. Hun låste mig inde på mit værelse, og igen fik jeg intet af spise. Men jeg var ligeglad. På trods af slagene havde jeg alligevel en god fornemmelse i maven. En fornemmelse af, at noget var rigtigt. Det var en følelse som jeg aldrig havde haft før. Var jeg nu endelige begyndt at kunne skelne mellem rigtig og forkert? En ting var sikkert. Jeg ville aldrig mere. Det skulle være slut nu.
Jeg hev min dagbog frem, som lå gemt under sengen. Ingen vidste, at jeg havde sådan en. Det var min lille hemmelighed. I den stod alt. Lige siden jeg havde lært at skrive havde jeg skrevet alt ned i den. Både om far, om hende og alle dem. Dagbogen var blevet min bedste og eneste ven. Til den kunne jeg fortælle alt, alt det jeg ikke måtte sige til nogen andre.
Jeg kunne hører nogen banke på. Hvem kunne det være? Klokken var 10 om aftenen og hun var jo hjemme. Jeg løb ned af trappen og åbnede døren. Det var far! Han var kommet før hjem fra forrentningsrejsen. Jeg kastede mig i armene på ham og ville ikke give slip. Men far var ikke sig selv. Han flåede mig nærmest ud af sine egne og kiggede på mig, som var jeg slet ikke hans datter. Uden et ord brasede han ind i stuen og tog fat i hende. Han råbte og skreg, og spurgte hvad hun havde gjort ved mig. Først der forstod jeg, at far intet vidste.
Jeg stod helt ude på kanten med dagbogen i hånden og kiggede ud over det hele. Der var mange mennesker i byen den dag. Som tusindvis af små myrer styrede de rundt dernede. I morgen skulle jeg starte på gymnasiet. Dagen jeg længe havde frygtet. Nye mennesker og nye indtryk. Jeg ville aldrig klare det. Far var som altid væk. Lige siden den dag, han gik fra hende havde han aldrig været den samme. Hun tog alt fra ham. Ikke bare fysisk, men også psykisk. Nu var han som jeg. Et Stykke papir. Tyndt, hvidt, tomt, og ubetydeligt.
